
Det højeste antal unge i over 20 år blev statsautoriserede revisor i 2010. 90 ud af 122 kandidater klarede skærene, og bestod sidst på året den mundtlige revisoreksamen på Børsen.
Kenneth Bach Holmegaard er en af dem, der nu kan underskrive med titlen statsautoriseret revisor. Kenneth besluttede allerede som 18-årig, at han ville være statsautoriseret revisor og han var aldrig i tvivl om, at han ville gå hele vejen på trods af strabadserne undervejs. ”Der er nogle hårde perioder på aftenskole med HD. Cand.merc.aud. med fri i dagtimerne var nok i virkeligheden den mindst belastede periode,” fortæller Kenneth.
Den mundtlige eksamen i december 2010 var sidste stop inden målet. En eksamen som Kenneth beskriver som en stor oplevelse på grund af det forum eksamen foregik i. Mange tilhørere. Et stort panel af eksaminatorer. Og mange venner og bekendte var mødt op for at se, hvordan det gik og fejre dagen med ham.
Kenneth går fremtiden i møde som partner i et lokalt autoriseret kontor med 17 medarbejdere i Næstved. ”Det er en ny og super spændende udfordring, som absolut giver inspiration og en masse nyt at tænke på, og hvor man også skal udfordre sig selv på nogle områder man ikke har prøvet før” afslutter Kenneth.